
Børn under studiet – et spørgsmål om prioriteringer
Marianne Bom & Rie Jerichow, Publicér
Kan man få ikke bare ét, men to børn under studiet – og samtidig have en bedre økonomi end før? Ja, siger Ragnar Joensen og hans kæreste Emma Ósk Magnúsdóttir.
Det er lidt af en mundfuld at få ét barn. Men når man så får to, og både moderen og faderen er studerende, vil mange få åndenød bare ved tanken. Men Ragnar Joensen og hans kæreste Emma Ósk Magnúsdóttir trækker dog vejret ganske roligt.
“Flere har spurgt, om det lige er så smart at få børn under studiet, og vi har altid sagt, at det er en prioriteringssag. Hvis man er klar til at ofre sine byture og et supergodt socialt liv med vennerne, så ’go for it’. Man kan altid få venner og kammeratskaber, når man kommer ud på arbejdsmarkedet. Men hvis man ikke er parat til at ofre noget af det skal man lade være. For os handler alting om familien og lektierne. Og hvis man så ovenikøbet har et arbejde ved siden af, er der slet ingen tid tilbage,” fortæller Ragnar Joensen, der er den stolte fader til en dreng på fem år og en pige på to.

Selv om livet som studerende børnefamilie indebærer, at det sociale liv bliver begrænset, har hverken Emma eller Ragnar fortrudt deres prioriteringer. “Man kan altid få venner og kammeratskaber, når man kommer ud på arbejdsmarkedet,” siger forældrene. Privatfoto.
Sker det, så sker det
Ragnar Joensen har læst til diplomingeniør i Produktion på DTU og læser nu til civilingeniør i Værdikæder og teknisk ledelse på Aalborg Universitet i København. Hans kæreste er lige startet på sygeplejerskeuddannelsen. “Vi fik Benjamin i 2013. Og i 2016, mens vi begge læste, fik vi vores datter Halldóra. Det var ikke helt planlagt, men omvendt havde vi snakket om, at der heller ikke skulle gå for mange år imellem de to børn. Vi havde begge to den indstilling, at sker det, så sker det,” fortæller han.
For Ragnar var det ikke den store omvæltning at få barn nummer to. ”Jeg havde jo prøvet det før. Vores første barn var et år, mens jeg tog et adgangskursus for at komme på DTU. Anden gang var det lidt hårdere for min kæreste, fordi hun var nødt til at tage en pause i sin sygeplejerskeuddannelse. Der er selvfølgelig nogle lange dage og nætter, hvor vi ofte sidder og læser lektier, men jeg har hele tiden haft en god fornemmelse af, hvad vi gik ind til,” siger Ragnar Joensen.
Ingen kære mor
Mange unge børnefamilier har glæde af, at familien kan aflaste dem, når det brænder på. Den mulighed har de to ikke haft. “Vi er ret alene i Danmark. Jeg er fra Færøerne, og min kæreste er fra Island, så begge familier bor langt væk. Generelt har folk omkring os været positive, men der er da nogle, som har spurgt forundret til, hvordan det skulle gå – især i betragtning af, at vi ikke har nogen familie til at aflaste os. Det ville vi også gerne have haft, men det gik – og det går,” fortæller Ragnar Joensen og fortsætter: ”Vi prøver at være gode til at dele tiden mellem os og tage børnene på skift om aftenerne og i weekenderne, så den anden har tid til at læse.”
Lys forude
Men ikke det hele er hårdt. ”Vores økonomi er for eksempel ikke mærket af det. For at være helt ærlig synes jeg faktisk, at den er blevet bedre af at få børn. Vi får tilskud til vuggestue og børnehave, vi får højere boligstøtte og højere SU, og så får vi børnepenge hver tredje måned. Vi klager ikke,” siger han. Og når han kigger lidt længere ud i fremtiden ser han flere gevinster. “Vi bilder os ind, at vi må være mere attraktive for arbejdsmarkedet, når vi har afsluttet vores uddannelser, for vi har jo allerede fået to børn. Så vi fortryder intet som helst. Vi klarer vores studier, og vi klarer dem egentlig også ganske godt. Vi er ikke dumpet til nogen kurser og består med gode karakterer. Men vi har prioriteret, at vi ikke har det store sociale liv og kun en begrænset vennekreds. Der er ikke lige tid til at drikke kaffe med vennerne om aftenen. Men det får vennerne heller ikke tid til, når de engang får børn,” siger Ragnar Joensen.
SU OG BØRN
Hvis du skal være mor, mens du går på en videregående uddannelse, kan du:
- få 12 måneders ekstra SU-klip.
- tidligst søge om de ekstra klip tre måneder før terminsdatoen.
- få de ekstra SU-klip udbetalt fra to måneder før terminsdatoen.
- hvornår du vil have de ekstra klip udbetalt under den uddannelse, hvor du har fået barnet.
- vælge at overføre op til seks måneder af de 12 måneders ekstra SU-klip, du har til rådighed, til barnets far. Det kræver dog, at I begge går på en videregående uddannelse og opfylder betingelserne for at få SU (barnets far kan ikke overføre ekstra SU til dig).
Hvis du skal være far, mens du går på en videregående uddannelse, kan du:
- få seks måneders ekstra SU-klip.
- hvornår du vil have de ekstra klip udbetalt under den uddannelse, hvor du har fået barnet.
- aftale med barnets mor, at hun overfører op til seks måneder af de 12 måneders ekstra SU-klip, hun har til rådighed, til dig. Gør hun det, har du 12 måneders ekstra SU-klip. Det kræver dog, at I begge går på en videregående uddannelse og opfylder betingelserne for at få SU (du kan ikke overføre noget af din ekstra SU til barnets mor).
Kilde: www.su.dk .
Læs mere udførlige regler på www.su.dk – søg på ‘barn’.
Læs mere om forhøjede børnepenge på www.borger.dk – søg på ‘Børnetilskud til forældre under uddannelse’.