
Al slags arbejde er en fordel

Ida Lindgren, HR-chef hos IT Minds, en virksomhed med 150 medarbejdere, der fokuserer på at rekruttere IT-studerende både under og efter studierne.
Hvad ser I efter, når I skal ansætte en ingeniørstuderende eller en nyuddannet ingeniør?
Det er en blanding af en masse faktorer. Vi ser også på personlighed, fordi når vi rekrutterer konsulenter, da er det en fordel, hvis de er udadvendte og gode til at kommunikere med kunderne. Desuden tager vi udgangspunkt i vores værdisæt – og om personen kan passe ind i vores virksomhed. Vi kigger også på deres programmeringsevne, og vi har en test, som vi bruger efter selve jobsamtalen. Det er en kodetest i f.eks. Java, C# eller en anden teknologi.
Får man fast job på høje karakterer?
I specifikke fag kigger vi nærmere på karakteren. Vi ser på de fag, der har betydning for den stilling, vi har slået op. Har du 02 i et ikke-relevant fag, er det ikke afgørende for, om du får jobbet. Vi vil gerne se karaktererne i din ansøgning, men det indgår selvfølgelig i vores vurdering, hvis du f.eks. har været god til at programmere, siden du var 10 år gammel.
Lægger I vægt på specielle ting i CV’et?
CV’et er vi rimelig åbne om, for vores virksomhed er kendt for at tage unge it-talenter ind, så vi hjælper jo til med, at du får noget på CV’et. Derfor er vi også forstående overfor, at en praktikant ikke har så meget på sit CV endnu. Når det er sagt, er alle former for arbejde en fordel, også gymnasiejobbet i en kiosk, for det viser, at du har prøvet at have et arbejde. Men for os isoleret set, er det vigtigere, at du kan programmere og har den rette indstilling, personlighed, drive og passion for programmering.
Er det vigtigt at blive færdig til normeret tid?
Nej, egentlig ikke, men vi spørger ind til det. Så har du en god forklaring, fordi du har været ude at arbejde eller haft sygdom i familien, så er det slet ikke afgørende. Det kan næsten være en fordel at holde en pause mellem bachelor og kandidat, hvor du arbejder. Vores koncept er at tilbyde deltidsjobs f.eks. på kandidaten, så der kan du være en god profil for os.
Er det en fordel at gå i praktik, selvom det ikke er obligatorisk?
Vi synes, at det er vigtigt, at man gør det, der er rigtigt for en selv, så det er svært at generalisere. Vores koncept er at tilbyde erhvervserfaring i form af et studiejob. Men for nogle kan det måske være svært at håndtere både job og studie, ligesom praktik måske kan være en lettere indgang på arbejdsmarkedet. Vi har rigtig mange diplomingeniører, hvor praktik er en obligatorisk del af uddannelsen, hvilket vi synes er en rigtig god måde for begge parter til at se hinanden an på.
Hvad betyder det for jer, at man har været på et udlandsophold?
Det har ikke den store betydning, men det kan være en fordel, hvis man har indtryk og erfaring ude fra verden. Mange it-konsulenter skal jo arbejde sammen med outsourcingpartnere, og så kan det være godt at kende til andre kulturer og samarbejdsformer.
Hvordan foregår en jobsamtale hos jer?
Det varierer efter stillingen, for hvis det haster på grund af en ny kunde eller et nyt projekt, kan det være, at samtalen blot sker med den daglige leder. Har vi en jobannonce ude, er vi ofte 2 personer til stede. Det kan f.eks være en it-udvikler, den leaddeveloper, der har ansvar for gruppen, en HR-person eller den daglige leder i enten Aarhus eller København.
Tjekker I ansøgerne på de sociale medier?
Vi ser ikke efter, hvad ansøgerne skriver på facebook eller googler dem som sådan. Vi kan finde på at se på deres LinkedIn-profil, hvis de har sådan en. Her kan der nogle gange være noget relevant information.