
Der er plads til dig i entreprenørbranchen
I bygge- og anlægsbranchen er der kamp om ingeniørerne.
Mange nyuddannede vælger at søge ind hos rådgivningsvirksomheder eller virksomheder, der bygger store bygninger, broer eller lignende – noget de kan pege på og sige: “Se, det har jeg bygget!”. Der er ikke så mange, der under eller efter ingeniørstudiet tænker: “Jeg vil gerne bygge veje eller anlægge forsyningsledninger.”. Men Munck Gruppen A/S er klar med åbne arme, hvis du tør vise muskler på en byggeplads eller i et projekt. Også hvis du er pige. Også hvis du er udlænding.
“Du skal have begge ben på jorden, når du skal arbejde hos os,” siger Mia Hardorf, der er HR-koordinator hos Munck Gruppen, der dækker over 1.100 ansatte i alskens retninger indenfor bygning af veje og forsyningsledninger. Gør du et godt indtryk på Mia f.eks. til en messe, er der større chancer for, at hun husker dig, når du senere ringer eller skriver, uanset om det er om en praktikplads eller et job.
Du skal ikke være flov over at have arbejdet i Netto eller haft en rengørings-tjans i flere år, for det viser jo, at du har passet et arbejde og gider at lave noget.
Mia Hardorf, HR-koordinator hos Munck Gruppen.
Selvfølgelig er det en fordel, hvis du har haft praktiktid eller studiejob i koncernen, men det skal ikke hindre dig i at søge et fast job, når du er nyuddannet, forsikrer Mia. “Vi ved godt, at du ikke har så meget at fylde på dit CV endnu, når du er nyuddannet. Jeg ser først på din studieretning, eventuelle projektopgaver, og hvad du har foretaget dig i din fritid. Du skal ikke være flov over at have arbejdet i Netto eller haft en rengøringstjans i flere år, for det viser jo, at du har passet et arbejde og GIDER at lave noget,” fortsætter Mia. “Jeg skimmer karaktererne, men de er ikke i sig selv diskvalificerende, og først derefter kommer jeg over i ansøgningen. Her skal du naturligvis begrunde, hvorfor du har noget at byde på hos Munck.”
Kommer du gennem nåleøjet, har du som regel en første samtale med en projekt- eller afdelingsleder og måske en fra HR. Hvis det er svært at vælge den rette efter første samtale, udvælges de 2-3 bedste, der via et link skal udfylde en personlighedsanalyse. “Analysen taler vi så om til den anden samtale,” forklarer Mia. Hun supplerer med at fortælle, at du får resultatet af analysen med hjem – så får du ikke det aktuelle job, du har søgt, kan resultatet måske hjælpe dig med at analysere, hvilke jobtyper, der matcher dig.
Alle nyuddannede ingeniører skal i en entreprenørvirksomhed som Munck Gruppen være indstillet på at tale med “manden på gulvet”, så hvis du kun kan snakke engelsk, går det ikke.
“Mange medarbejdere ude på byggepladserne taler ikke engelsk, så vi vil egentlig hellere have, at du taler dansk så godt, som du nu kan, end bruger engelsk, når du præsenterer dig. Det er fint, hvis du kan de basale danske ord – resten får du hurtigt lært, når du bliver ansat i en virksomhed,” anbefaler Mia.
Læs også praktiske tips om det at gå på job- eller karrieremesse i guiden (link mangler).