
Din faglighed kan overskygge personlighedstesten
- Alder: 32.
- Studieretning: Civilingeniør fra AAU, 2008.
- Erhvervs-ph.d. Hydrema, 2011.
- Siden maj 2015: Systemingeniør i Danfoss Power Solutions. Beskæftiger sig med at udvikle systemer til f.eks. traktorer, grave- og fejemaskiner.
- 2013-2015: Projektingeniør hos Agito, Norge. Med til at udvikle software, der kan bruges som kontrolsystem i oliebrønde, på kraner på borerigge og lignende i offshoreindustrien.
- 2011-2013: Beregningsingeniør hos Volvo Personvagnar, Gøteborg.
- 2008-2011: Ph.d. projekt i samarbejde med Hydrema om komfort i entreprenørmaskiner.
Thomas Langer er systemingeniør hos Danfoss Power Solutions i Nordborg og har efterhånden prøvet flere former for samtale – både den formelle og den uformelle.
Som du kan se af Thomas’ CV i boksen har Thomas prøvet at søge flere stillinger. “Da jeg søgte ind hos “holdbarheds”-afdelingen i Volvo, var det en meget formaliseret ansøgningsprocedure. Først var jeg til samtale med en leder og en teamleder, derefter var jeg til en personlighedstest, som HR-afdelingen stod for og endelig en skriftlig profiltest og ikke mindst en narkotest,” fortæller Thomas, der arbejdede med simulering af bilers belastning hos Volvo i Gøteborg i to år.
“Når du ikke kender nogen i virksomheden, er det vigtigt, at du slår på fagligheden i dit arbejde og dit studie,” siger Thomas Langer, der ikke var nervøs ved samtalen. “Sig til dig selv, at samtalen er en gensidig forventningsafstemning – virksomheden skal også overbevise dig om, at det er rigtigt for dig at arbejde hos dem. Tænk samtalen som en dialog – det hjælper,” lyder hans bedste råd til dimittender, der skal ud at søge job.
Når man søger et ingeniørfagligt tungt job, kan ens faglighed og gode karakterer godt overtrumfe dine udfald i personlighedstestene, er Thomas overbevist om: “Virksomheden skal jo finde den rigtige mand til virksomheden.” I hvert fald havde Thomas beskæftiget sig med nogle matematiske modeller, som Volvo eftersøgte. Hans ph.d.-projekt hos Hydrema, som laver store entreprenørmaskiner, var helt klart også et fagligt plus. Da Thomas fik landet sin kontrakt hos Volvo, var han først til personlig samtale i Sverige og blev derefter interviewet af en HR-medarbejder via nettet. Da en narkotest er obligatorisk i bil- og maskinindustrien i Sverige, måtte han derefter tage til testning i nabolandet, før ansættelseskontrakten kunne træde i kraft. Med ryggen til en sygeplejerske skulle han tisse i en kop, som sygeplejersken derefter kunne tjekke for euforiserende stoffer.
Mange måder at søge job på
Thomas har senere arbejdet i en mindre virksomhed i Norge, inden han kom til Danfoss i Nordborg. Ansættelsesprocedurerne var vidt forskellige.
“Agito i Norge er et lille firma, som jeg fandt ud af distribuerede den type software, jeg typisk selv har brugt til gravemaskiner. Jeg ringede til direktøren, som bad mig sende en ansøgning, og to dage efter blev jeg spurgt, om jeg kunne komme til en samtale på deres kontor,” fortæller Thomas om jobbet efter Volvo. Det var hans egen idé at lave en præsentation af sig selv og hans kompetencer som en powerpoint-præsentation, da det han søgte var et konsulentjob, hvor man skal virke overbevisende overfor kunderne.
Da Thomas søgte over til Danfoss, for bl.a. at sælge tekniske løsninger til entreprenør- og landbrugsmaskiner, blev processen lettere, fordi han havde joberfaring. Han havde gavn af, at han er vokset op på landet og har kørt alskens maskiner på fritidsjob på landbrug og maskinstationer. Desuden kom der en rød tråd fra hans afgangsprojekt på AAU, der blev til i samarbejde med Hydrema, til ph.d.-projektet, der netop blev til Thomas´ første job som erhvervs-ph.d. hos Hydrema.
“Hvis du kender nogle i virksomheden, der har samme kompetencer som dig selv, eller virksomheden allerede bruger nogle med samme uddannelsesbaggrund som dig, så begynder du at kunne finde dit næste job gennem netværk. Skriv det gerne i ansøgningen,” opfordrer Thomas. I Danfoss´online rekrutteringssystem er det bl.a. muligt at skrive hvem man kender, der arbejder i virksomheden. Holder du kontakt med dine tidligere studiekammerater, har du hurtigt en stor kontaktflade, der er spredt ud på mange virksomheder.