Close

Dit netværk er guld værd

Det kan være svært at finde ud af, hvordan man bedst får mest ud at sit netværk, men du skal bruge og udbygge dit netværk.

Vi har alle sammen et netværk, og det er en god idé at være opmærksom på at udnytte de muligheder, som kan opstå gennem det. Det vigtige i forhold til dit arbejdsliv er at finde ud af, hvem i dit netværk du kan bruge til for eksempel at få et job, og hvem du stadig mangler at lære at kende.

Ekspert i networking, Carina Heckscher, fortæller, at det første man bør gøre er at kortlægge alle de mennesker, man har i sit netværk. “Man skal både tænke på sit eget personlige netværk og på sit professionelle netværk – f.eks. ens medstuderende eller kollegaer fra studiejobbet. Derefter skal man prøve at finde ud af, hvem af dem man kan bruge aktivt i sit netværk, og hvem der mangler. Hvem kan være gode at kende, når du skal ud at søge job? Hvem kan du få råd og vejledning fra? Det er det, man skal forsøge at finde ud af,” fortæller Carina Heckscher.

Tør du spørge om hjælp?
Du kan ofte bruge mange af de personer, som du allerede kender til meget mere, end du går og tror. Det kræver bare, at du tør spørge om hjælp. Carina Hecksher fortæller, at de fleste mennesker gerne vil hjælpe andre, når man spørger dem om noget, de kan finde ud af.

“Så hvis du kender en, der har den jobtitel, som du drømmer om, så tøv ikke med at spørge om råd og vejledning. Du kan også skrive og spørge folk, du finder relevante for dit felt, om de har lyst til at connecte på LinkedIn eller benytte de mange grupper for ingeniører på hjemmesiden, og på den måde lære flere at kende. Det vigtigste er at tage kontakt”, siger hun.

Sæt dig mål
Det er også vigtigt at komme ud og møde nye mennesker, især som jobsøgende eller nyuddannet. “Steder, der er gode at netværke på, er til foredrag eller arrangementer i fagforeningen eller andre steder, som har med ens felt at gøre. Der er der næsten altid mulighed for at networke i en pause eller efter oplægget,” siger Carina Heckscher.

For at få mest succes kan det dog være en god idé at sætte dig nogle mål for din deltagelse i arrangementet. “Sig til dig selv, at du efter arrangementet for eksempel mindst skal have snakket med to nye mennesker. På den måde får du både inspiration fra oplægget og et større netværk. Men forbered gerne et par smalltalk-emner hjemmefra, så du er forberedt,” siger hun.