Close

En omgang i testmaskinen

Marianne Bom & Rie Jerichow, Publicér

I forbindelse med en jobansøgning skulle Josephine Hvid gennem både en personlighedstest og en intelligenstest. Læs her om hendes oplevelser.

Før eller siden vil de fleste jobansøgere blive bedt om at besvare en eller flere tests i forbindelse med en jobsamtale. Den udfordring mødte Josephine Hvid også efter, at hun var kommet godt igennem første samtale til et job som produktionsingeniør i Danmark Protein. Sådan en test havde hun aldrig prøvet før.
“Jeg vidste slet ikke, hvad det handlede om, og set i bakspejlet havde det nok været rart, hvis jeg havde sat mig lidt ind i, hvad det gik ud på, men jeg tænkte slet ikke på at forberede mig til den del af processen,” fortæller hun.
Begge tests besvarede hun online derhjemme.
“Intelligenstesten var på tid, og det overraskede mig. Det var utroligt stressende, og pludselig var de 12 minutter gået, og så lukkede den bare ned,” fortæller Josephine Hvid.

Tricky spørgsmål
Intelligenstesten var opdelt i tre dele: En logisk-matematisk test, en rumlig test og en sproglig test. “I den matematiske test var der blandt andet en masse brøker, hvor man for eksempel skulle komme med sit bud på, hvilken brøk der var mindst. Den rumlige test bestod af en række figurer, hvor man for eksempel skulle regne ud, hvilken figur der måtte være den næste i rækken. De to prøver var rimeligt lette at gå til, men den sidste var svær. I den sproglige test var der spørgsmål som ‘Anna henter fem æbler. Knud henter ti. Peter henter det dobbelte af Anna, men halvt så mange som’ osv. Det var godt nok svært, når man er tidspresset,” fortæller Josephine Hvid.

Testen ramte plet
Personlighedstesten voldte hende ikke nær de samme udfordringer. “For det første var den ikke på tid, så jeg havde mulighed for at tænke mig om og besvare alle spørgsmålene så ærligt, som jeg kunne. Der var spørgsmål som, ‘hvad synes dine kolleger om dig – vil de synes, at du for eksempel er ærlig, klog eller utålmodig? Så var der spørgsmål, der gik på, hvad jeg ville have, at de skulle synes om mig,” fortæller hun. Da hun var til den anden samtale i Danmark Protein deltog en person fra HR i mødet. Han gennemgik og tolkede hendes resultater. “Jeg ved ikke, hvor meget vægt de to tests blev tillagt, men vi snakkede rigtig meget om mine besvarelser. Mine svar blev ikke gennemgået slavisk, men HR-personen fortalte, hvordan man kunne udlægge mine svar, og han ramte utrolig godt plet i forhold til, hvilken person jeg er. Jeg blev meget overrasket over så meget, han kunne sige ud fra så få spørgsmål,” fortæller Josephine Hvid. PS. Josephine Hvid fik jobbet.