Sådan bruger du LinkedIn til at fremme karrieren
Marianne Bom & Rie Jerichow, Publicér
Det er en god idé at oprette en LinkedIn-profil, allerede mens du er studerende. Så har du et digitalt visitkort og er klar til at bruge LinkedIn aktivt i karrieren.
Du kan lige så godt komme i gang med det samme. Få lavet dig en profil på LinkedIn, mens du er studerende, og sørg for at linke op med dine studiekammerater. Så har du lagt grunden til et professionelt netværk, som du kan få glæde af i dit arbejdsliv, siger Abelone Glahn, der rådgiver om kommunikation på sociale medier.
”I gamle dage mødtes man med sine tidligere studiekammerater i alumne-grupper. Nu holder man kontakten digitalt, og hvorfor ikke gøre det på LinkedIn, hvor I kan tippe hinanden om ledige jobs og trække på hinandens netværk,” siger Abelone Glahn.
LinkedIn er et globalt fagligt netværk, som mere end en halv milliard mennesker er koblet på. I Danmark viser 2,2 millioner mennesker deres professionelle påfuglefjer på LinkedIn, og mange virksomheder er her også.
Arbejdsgiverne tjekker din profil
Måske tænker du, at du som studerende ikke rigtig har noget at vise på din profil. Men det har du, siger Abelone Glahn. ”Arbejdsgiverne forventer ikke, at du som ung har en masse joberfaring. Men de vil gerne læse, hvad du har lavet på studiet, hvad du har fået af kompetencer, og hvilken frisk og opdateret viden du går ud i verden med,” siger hun.
Efterhånden som du får erfaring, skal du selvfølgelig opdatere din profil. Den er dit digitale visitkort, som gør det muligt for andre at finde dig. De kan søge på dit navn, og det gør de, når du er i betragtning til et job. De kan også søge efter bestemte kompetencer, og når du har skrevet de samme kompetencer på din profil, dukker du op i deres søgning.
Følg med i virksomhedernes liv
Et stigende antal virksomheder har LinkedIn- profiler, og du kan vælge at følge dem og få deres nyheder i dit feed. Sådan bliver du ajour med udviklingen hos de firmaer, du overvejer at arbejde for. ”Når der sker noget spændende hos dem, kan du gøre dig selv synlig ved at skrive en kommentar,” siger Abelone Glahn.
I kommentarer på LinkedIn er det bedst at bidrage med noget konstruktivt. Du kan for eksempel linke til en relevant nyhed. Du kan også henvise til din egen viden eller stille faglige spørgsmål. Bagefter er det OK at ringe virksomheden op, henvise til deres indlæg og tage en dialog, siger Abelone Glahn.
På virksomhedssiderne bliver alle jobopslag vist som statusopdateringer. Men du kan vælge alene at følge deres jobopslag. Det gør du ved at gå ind på deres profil og bede om kun at få vist ledige jobs.
”Men det vil nok være klogest at få det hele med, ikke kun jobopslag. Du bør jo følge med i virksomhedens nyheder, så du er klar til en samtale,” siger Abelone Glahn. Du kan også aktivere en jobsøgning på LinkedIn. På det faneblad, der hedder ’Job’, kan du opsætte søgninger efter job efter kriterier, som du selv har valgt. Du kan sætte fem jobagenter op uden at betale abonnement.
Find og del viden
Måske du ønsker at søge aktivt i de enorme mængder artikler og statusopdateringer på LinkedIn? Så skal du begynde med at sætte dit navigationssprog til engelsk. Dermed får du mulighed for at søge efter indhold i artikler og opslag. Du søger målrettet ved at sætte gåseøjne om søgeordene, for eksempel ”sustainable buildings”.
”Nu får du fat på indhold, som du kan dele på din egen profil og vise, at du er vidende og opdateret. Men husk, at du altid skal skrive en kommentar om, hvorfor det, du deler, er interessant. Ellers spilder du folks tid, og dit indhold kan blive betragtet som spam,” siger Abelone Glahn.
Det samme gælder, når du liker indhold. Da er det en god idé at skrive en kommentar, der kvalificerer dit synspunkt. Til gengæld kan du godt regne med, at hvis du har fundet noget, som du synes er interessant, så vil andre også blive glade for at vide det.
”Du behøver ikke at holde dig tilbage, fordi du er nyuddannet. Der vil altid være nogen, der siger: ’Tænk, det vidste jeg ikke’,” afslutter Abelone Glahn.