
Graviditet ingen hindring
- Læs reglerne grundigt på su.dk
- Søg ikke barselsorlov, som folk i arbejde gør. Du får 12 ekstra SU-klip.
- Find facebookgrupper eller studiegrupper, der kan hjælpe med tips og tricks om at være småbørnsfamilie under studietiden, find billigt eller gratis babytøj i grupper såsom ”Gives væk i…” – findes i alle regioner.
- Når barnet er født, skal du opsøge SU-kontoret på dit uddannelsessted igen. Hvis du er samboende, er der nemlig et tillæg at hente. Er du enlig forsørger, kan du få dobbelt SU under resten af uddannelsen.
- Brug studievejledningen på dit uddannelsessted til at få overblik over hvad dine rettigheder er, og hvilke frister du skal overholde.
- Tænk økonomien igennem, inden du bliver gravid.
- Selvom du får børnepenge, er det dyrt at have børn, og der er risiko for et større studielån.
Det er ikke så tosset at få sit første barn, mens du stadig er studerende. Det er vigtigt, at du ikke søger orlov, hvis du skal have ekstra SU.
En graviditet skal ikke forhindre dig i at gennemføre din uddannelse, selvom du måske bliver et halvt år forsinket. Du kan få støtte i SU-systemet og forsøge at planlægge det sådan, at du ikke går på orlov fra din uddannelse, for så er du berettiget til 12 ekstra SU-klip. Barnets far kan også få 6 ekstra SU-klip, hvis han er studerende og overtage 6 klip fra dig, hvis du ikke bruger alle dine klip. Kontakt din studievejledning i god tid og få hjælp til bureaukratiet med blanketter osv., så du ikke misser en vigtig ansøgningsfrist eller mister SU. Får du barn under studiet, kan du se det som en nemmere vej til at gå ind i en fuld karriere som nyuddannet, for det er ikke nogen statshemmelighed, at arbejdsgivere godt kan være lidt lorne overfor nyuddannede kvinder i den fødedygtige alder. Det er ikke noget, de må spørge til under en jobsamtale, men har du allerede et eller flere børn, når du er til jobsamtale, er du en mindre ”farlig” kandidat end hende uden børn.
Kilder: studievejledningen på AAU, studievejledningen på DTU, su.dk