Hold dig til sandheden
Marianne Bom & Rie Jerichow, Publicér

Lise Emilie Fritzbøger, Employer Branding Specialist i Siemens Danmark, der har 7.800 ansatte.
Hvad får mit cv og min ansøgning til at komme øverst i bunken?
Som arbejdsgiver kan vi med det samme se, om vi har modtaget en standardansøgning, eller om ansøgeren har gjort sig umage for at målrette sin ansøgning til både job og arbejdsgiver. Vi kan også hurtigt mærke, om ansøgeren brænder for det job, de søger.
Sørg derfor for at have forberedt dig ved at læse om virksomheden, tag stilling til hvorfor netop du skal have jobbet, og fortæl hvilken forskel du kan gøre sammen med virksomheden. Skriv en motiveret ansøgning i et aktivt sprogbrug, så fremstår du som en person, der er handlingsorienteret og kompetent. Det vigtigste i en ansøgning er, at du kort og præcist præsenterer dig selv, dine faglige kompetencer og erfaring.
Som ansøger skal du give arbejdsgiveren et så interessant indtryk, at du bliver inviteret til en samtale. En god måde at skille sig positivt ud fra mængden af ansøgere er ved hurtigt at give arbejdsgiveren en fornemmelse for dine kompetencer i forhold til det konkrete job. Sørg også for at gøre det nemt for læseren at scanne din ansøgning ved for eksempel at fremhæve centrale ord med fed. Skriv derfor kort og præcist og relatér dine kompetencer i forhold til de arbejdsopgaver, som beskrives i stillingsopslaget og underbyg med de resultater, du har opnået i tidligere job. Undgå også floskler og fyldord.
Læser I alle de ansøgninger, I modtager?
Ja, vi læser alle ansøgninger. Men tænk på, at din ansøgning havner i en bunke med mange – måske hundrede andre ansøgninger. Vi foretager først en lynhurtig grovsortering af alle ansøgningerne, og det tager højst et minut at bestemme, om netop din ansøgning kommer i bunken af potentielt interessante ansøgere eller om den bliver afvist med det samme. Det er derfor vigtigt, at du sælger dig selv, og at du tænker over, hvad der får læseren til at læse din ansøgning færdig. Undlad de traditionelle indledninger og tænk i blikfang. Vis hvem du er – gerne på en kreativ måde, men uden at det bliver for alternativt.
Er det en god ide at ringe til virksomheden, før jeg sender ansøgningen?
Hvis der er noget ved jobbet eller kravene til ansøgeren, som du er i tvivl om, så er du altid velkommen til at kontakte virksomheden. Men dine spørgsmål skal være relevante, så du får et udbytte af samtale.
Tjekker I min profil på nettet, før I beslutter om, jeg skal til samtale?
Fra tid til anden tjekker vi en ansøgers profil på eksempelvis de forskellige sociale medier. Så det er altid en god idé at tænke over, hvad du lægger på nettet.