
Hvordan får jeg drømmejobbet?
HVAD KAN JEG?
Det kan være svært at se sig selv, så spørg andre, hvad de ser i dig. Det skal ikke være nære personlige relationer eller kæresten, for de vil måske pynte på virkeligheden. Find nogle du har haft en godt gruppearbejde med, samarbejdet med i et job, gået i gymnasiet med eller en, der kender dig fra et fritids- eller studiejob. Aftal at udveksle ord – enten mundtlig eller ved hjælp af en lille leg med sedler:
- Jeg synes, at du er god til, at …
- Jeg synes, at du kunne blive bedre til, at …
- Jeg kunne helt sikkert se dig i et job, som …
- Fordi du kan …
Undgå personlige eller sårende kritik af hinanden, men hold jer til mulighederne frem for begrænsningerne.
Du kan bruge en hjemmeside som kompetenceweb.dk til at lære mere om kompetencer.
Akademikernes A-kasse har udviklet en app ”Jobcoach”, som du kan downloade gratis.
Som nyuddannet skal du sætte ord på dine kompetencer, fagligt og personligt
Når du skal ud at søge job, skal du tænke på, at du kommer fra et studiemiljø, hvor I er mange, der har samme udgangspunkt og studieretning. Så for dig vil der være mange ting, der er åbenlyse og indforståede, men en personaleansvarlig eller kommende kollegaer med en ældre eksamen er ikke nødvendigvis klar over, hvordan din uddannelsesretning er skruet sammen, og hvad du egentlig har lært. Så du kan godt begynde med at skrive en side med stikord over alt det, som du tror, alle ved, at du kan.
Det er også en god idé at ringe til virksomheden og spørge ind til et jobopslag. Stillingsopslag kan godt være udformet som lidt af en ønskeliste, uden at virksomheden egentlig forventer at finde en person, der kan det hele. Når du ringer op, får du også lejlighed til at sige højt, hvad det er, der gør dig egnet til at søge jobbet. Det vil hjælpe dig med at få formuleret den endelige ansøgning.