
Ingeniører har vanvittigt gode jobmuligheder
Marianne Bom & Rie Jerichow, Publicér
I 2025 vil der mangle 6.500 civil- og diplomingeniører, viser en prognose udarbejdet af IDA. “Som ingeniør er man garanteret job resten af livet,” siger formanden for Ansattes Råd i IDA, Juliane Marie Neiiendam.

Selv om jobmarkedet ser meget lovende ud for ingeniører er man nødt til at følge med og uddanne sig hele livet, siger Juliane Marie Neiiendam, formand for Ansattes Råd i IDA. Foto: Henrik Frydkjær, Ingeniørforeningen IDA.
I de seneste år er der optaget flere studerende på ingeniøruddannelserne, men der uddannes ikke nok i Danmark til at undgå mangel på ingeniører. Det viser en prognose, som Ingeniørforeningen IDA har udarbejdet.
Allerede i 2017 manglede der 4.100 ingeniører. I 2020 vil der mangle 5.581 civil- og diplomingeniører, og frem mod 2025 bliver det kun værre, viser prognosen. I 2025 vil der mangle 6.490 ingeniører for at dække den forventede efterspørgsel på 98.680 ingeniører.
”Prognosen viser, at ingeniører har ’vanvittigt’ gode jobmuligheder,” siger Juliane Marie Neiiendam, der er formand for Ansattes Råd i IDA. Rådet har til formål at øve indflydelse på den politiske samfundsdagsorden til gavn for IDA’s medlemmer.
“Hvis man er uddannet som ingeniør, så er man praktisk talt garanteret job resten af livet. Der er meget høj efterspørgsel, og det betyder, at vi i dag ser, at nogle virksomheder for eksempel inden for robotteknologi er ude at prikke de studerende på skulderen allerede i det første studieår. Der er virkelig stor rift om ingeniører,” siger hun.
Kan alle ingeniører forvente at være i arbejde resten af livet?
“Ja, sådan ser det faktisk ud lige nu. Vores medlemmer skifter job hvert femte år i snit, og arbejdsmarkedet er så godt, at de kan skifte for at forfølge deres passion. Efter studiet kan man i løbet af det første job finde ud af, at der er noget andet, man gerne vil bruge mere tid på, og så skifter man til et nyt firma og senere til et nyt igen,” siger Juliane Marie Neiiendam.
Lær nyt hele livet
Er det sværere for nogle ingeniører end andre?
“Generelt er der efterspørgsel og mangel på alle ingeniører. Men lige nu er der størst efterspørgsel efter maskiningeniører og mindre efterspørgsel efter dem, der ligner arkitekter inden for design og innovation. Men de gode jobudsigter gælder faktisk for alle ingeniører, og det gælder også på det internationale arbejdsmarked. Også i Sverige og Tyskland mangler der ingeniører.”
Skal ingeniørerne selv gøre noget for at forblive attraktive på arbejdsmarkedet?
“Ja, man bliver nødt til at følge med og uddanne sig hele livet. Teknologien udvikler sig så hurtigt, at den uddannelse, du tog for ti år siden, bliver forældet. Der kommer hele tiden nye teknologier og innovationer på arbejdet. I en virksomhed arbejder man jo også typisk med det nyeste og følger derfor med. Men selvfølgelig er det altid godt selv at tænke over, hvad der sker på det felt, man gerne vil arbejde på, og hvad det er godt at vide noget om. Så kan man sige til chefen: ’Det her vil jeg godt have et kursus inden for, for det bliver det nye.’ Det er jo også i chefens interesse, at man er opdateret.”
De unge vil flytte efter job
Er virksomhederne generelt parate til at lære nye medarbejdere op?
“Nogle virksomheder bruger faktisk efteruddannelse som en måde at tiltrække folk på. Vores medlemmer er i høj kurs, og der skal meget til for, at der ikke er efterspørgsel efter dem. Men nogle, der har været i det samme job i 30 år, kan måske have svært ved at omstille sig, hvis de har siddet specifikt med det samme område. Så man kan sige, at hvis man ikke hører til dem, der skifter job hvert femte år, skal man sørge for på anden vis at være up to date.”
Vil ingeniører flytte efter det rigtige job?
“Vi har lige lavet en undersøgelse, der viser, at 68 procent af dimittenderne er parate til at flytte langt efter job. Dimittender fra Vest- og Sydsjælland samt Nordjylland er mest mobile. I København er der et stort jobudbud, der kan forklare, at dimittenderne her er mindre parate til at flytte. Etablerede ingeniører er mindre mobile, men de behøver ofte heller ikke at flytte sig for job, fordi 80 procent af jobannoncerne beder om fem års erfaring. Men vi kan samtidig se, at arbejdets indhold betyder meget for vores medlemmer. Hvis jobbet er virkelig spændende, vil folk godt flytte efter det. De flytter efter job, der giver mening, og hvor de oplever, at de er med til at forandre verden.”
Der vil være rift om både ingeniører og naturvidenskabelige kandidater i de kommende år, viser en prognose fra IDA.
2017 | 2020 | 2025 | |
Efterspørgsel på ingeniører | 81.048 | 88.864 | 98.680 |
Efterspørgsel på naturvidenskabelige kandidater | 33.370 | 39.424 | 50.382 |
Efterspørgsel i alt | 114.419 | 128.288 | 149.062 |
Udbud af ingeniører | 76.949 | 83.283 | 92.190 |
Udbud af naturvidenskabelige kandidater | 33.370 | 38.467 | 46.903 |
Udbud i alt | 110.319 | 121.749 | 139.093 |
Mangel på ingeniører | 4.100 | 5.581 | 6.490 |
Mangel på naturvidenskabelige kandidater | 0 | 957 | 3.479 |
Mangel i alt | 4.100 | 6.538 | 9.969 |
Kilde: ”Prognose for STEM-mangel 2025”, udarbejdet af IDA for ’Engineer the Future’.