Lær os at kende

Kræn Hansen, it-ingeniør fra DTU, blogger på version2/Ingeniøren. Direktør og partner i Social Square med 15 ansatte.
Hvordan foregår en jobsamtale hos jer?
Man inviteres typisk ind til en samtale – og i visse tilfælde flere, afhængig af vores behov for rekruttering, og om stillingen har teknisk karakter. En jobsamtale varer typisk en time, og vi deltager typisk to personer fra vores side. Den ene vil være mere generel, mens den anden vil arbejde indenfor det område, hvor du er tiltænkt arbejde. De sidste 20 minutter af samtalen vil typisk være faciliteret af den sidstnævnte medarbejder, som stiller en eller flere opgaver, der løses ved et whiteboard. Her er det rigtig vigtigt, at du fokuserer på at inkludere os i dine tanker, så du taler højt om, hvordan du har tænkt dig at løse opgaven, imens du løser den og husker at stille spørgsmål til opgaven, inden du påbegynder din løsning.
Tjekker I ansøgerne på de sociale medier?
Det gør vi nogle gange – specielt for programmører kigger vi på deres profiler på GitHub og for grafiske designere undersøger vi deres portfolier på eksempelvis behance.net
Får man fast job på høje karakterer?
Ikke ved os – har man høje karakterer viser det en evne til at fordybe sig og være engageret i sit fag, det er helt klart et plus, men ikke den eneste kvalifikation som man bør have for at fungere godt i Socialsquare. Har man mindre gode karakterer, kan der være mange årsager, og det er rart, hvis man kommer os i forkøbet med alle de gode grunde til, at ens karakterer ikke spiller en rolle.
Er børnefødsler en karrierestopper?
Vi er generelt meget fleksible omkring arbejdstider og ansættelsesvilkår, og vi har flere ansatte, der er ansat på deltidskontrakter, så de kan tage tidligere fri eller hele ugedage fri. På den måde kan de være til stede ved deres familier på deres egne præmisser. Vi tror på, at personer kommer på arbejde med hele deres person og en barnefødsel er i den grad med til at forme os som mennesker. Det skærper opmærksomheden på det nødvendige og skærper evnen til at prioritere.
Hvor mange kriterier skal jeg matche fra en jobannonce?
Det kommer lidt an på jobannoncen, men hvis du synes, at vi lyder interessante på baggrund af en jobannonce, så ansøg eventuelt delvist uopfordret og forklar, hvorfor du alligevel tror på, at vi har brug for netop dig.