Close

“Mit udlandsophold har betydet meget for min karriere”

Marianne Bom & Rie Jerichow, Publicér

Gennem hele sin uddannelse har Jakob Mænnchen hørt den samme melodi om, at det ville betyde meget for hans karriere at få erfaringer i udlandet. Nu ved han, at det er rigtigt.

Hvis man rejser til Australien kan man stort set ikke komme længere væk. Og det var lige præcis, hvad Jakob Mænnchen ønskede: “Jeg ville rigtig gerne prøve mig selv af og få nogle helt andre oplevelser, end jeg kunne få herhjemme. Derfor besluttede jeg at skrive mit speciale i udlandet. Det handlede om organiske solceller, så det var helt naturligt at tage til Australien, hvor de både har meget sol og meget forskning i solceller,” fortæller han.

Da Jakob Mænnchen vendte tilbage fra Australien og havde afsluttet sin uddannelse, blev han til ansættelsessamtalerne overrasket over, hvor stor en rolle hans udlandsophold spillede. Privatfoto.

Det blev til to semestre på University of Newcastle nord for Sydney. Og den beslutning blev truffet ganske resolut. “Min vejleder havde gode kontakter til universitetet, så hele forløbet var meget nemt at arrangere. Selvfølgelig skulle jeg lige overveje beslutningen i forhold til min familie og mine venner, men der var ikke så meget, der talte imod det. Det var rigtigt for mig at komme ud i verden og opleve noget specielt. Derefter var det lidt interessant at opdage, at jeg faktisk kunne tage en hurtig beslutning og rejse om på den anden side af jorden – uden at kende en sjæl i forvejen. Det var en rigtig god erkendelse,” siger Jakob Mænnchen.

En anden virkelighed
Her kom den specialestuderende ind i en forskergruppe og opdagede hurtigt, at det ikke var ‘business as usual’. “Det var noget helt andet end at sidde på skolebænken på Aalborg Universitet. Arbejdsgangene og kulturen var helt anderledes, så jeg tror, jeg har opnået en vis ‘omstillingsparathed’. Det var også interessant at opdage, at jeg faktisk kunne fungere i en engelsktalende virkelighed, og at jeg helt flydende kunne skifte mellem to sprog,” fortæller han.

Opholdet har givet Jakob værdifulde kontakter, som han aldrig havde kunnet få i Danmark, og som han måske havde haft sværere ved at få, hvis han var rejst ud tidligere i sit studie.
“Hvis jeg var taget på udveksling havde jeg måske mest fået et netværk blandt andre studerende, men fordi jeg skrev mit speciale i Australien har jeg fået et professionelt, internationalt netværk og gode kontakter til professorer og forskere, som jeg altid kan tage fat på. Jeg har også fået et personligt netværk med en masse mennesker, som jeg har haft nogle gode oplevelser sammen med. Både det faglige og det personlige har betydet rigtigt meget for mig,” siger han.

Hurtigt i job
Jakob Mænnchen vendte tilbage til Danmark sidste sommer og afsluttede sit studie. Derefter fik han hurtigt et job i Siemens Gamesa – det gamle Siemens Windpower. “Til ansættelsessamtalerne har det været rigtig interessant at opdage, at mit udlandsophold har haft betydning. Naturligvis har jeg søgt stillinger, hvor det også var relevant, men alligevel har det været et godt redskab at have med til jobsamtalerne. Vi har altid fået fortalt, at det med at komme til udlandet næsten er vigtigere end så meget andet på sit CV. Nu ved jeg, at det er rigtigt. Selvfølgelig betyder karakterer meget, men det er også vigtigt at kunne vise, at man har været ude i verden og har evnerne til at fungere i en international sammenhæng,” fortæller han.

Han er ikke i tvivl om, at han vil anbefale andre at rejse ud. “Bare gør det. Kom ud og se verden. Det er den verden, som vi kommer til at arbejde i. Danmark er et lille land, og vores virksomheder er for store til bare at være i Danmark. Derfor kommer vi allesammen på et tidspunkt til at arbejde i internationale miljøer,” siger Jakob Mænnchen.