Når nerverne går i selvsving
Marianne Bom & Rie Jerichow, Publicér
Mange oplever et kæmpe ubehag, når de skal til eksamen eller bare tale til en gruppe, men der er hjælp at hente.
Hvis du er angst for at gå til eksamen eller tale til en gruppe, er du ikke alene. I DJØF’s studielivsundersøgelse fra 2017 svarer syv procent af de studerende, at de har anvendt præstationsfremmende midler i forbindelse med deres uddannelse, herunder betablokkere for at få bugt med hjertebanken, mens en dansk undersøgelse fra YouGov i 2011 viser, at 20 procent har det skidt med at tale foran en gruppe kollegaer.
Psykolog Monica Tafdrup Notkin, der har hjulpet mange mennesker til at turde tage ordet, giver gode råd til, hvordan man får bugt med angsten.
Hvorfor kan man blive nervøs forud for en eksamen eller et oplæg?
Det er meget almindeligt at være nervøs eller anspændt i visse situationer, men jeg møder mange mennesker, der bliver angste ud over det almindelige. Alene det at skulle til eksamen eller tale til en gruppe kan næsten tage livet af dem. Det kan være studerende, der er kommet ind på kvote 2, som kan føle, at de ingenting ved, og at de egentlig ikke er berettigede til at være på studiet. De er bange for at falde i, for at blive afsløret. Så er der andre, der er meget perfektionistiske og stiller så høje krav til sig selv, at de er bange for ikke at leve op til deres egne forventninger. De tror måske også, at underviseren har lige så høje forventninger, fordi de plejer at score godt, og det kan være svært at leve op til.
For alle gælder, at angsten kan følge dem gennem hele studiet – og ind i arbejdslivet. De frygter at dumpe, senere at blive fyret og at blive anset som et nul. Dybest set er der tale om en grundangst for at blive udstødt af flokken.
To steder har du selv mulighed for at stikke en kæp i hjulet på den onde cirkel:
Illustration: Monica Tafdrup Notkin. |  |
Men kan nervøsitet ikke fremme præstationen?
Hvis man har et ønske om at præstere, kan man mobilisere nogle ekstra kræfter, så en smule nervøsitet kun er ønskværdig. Hjernen kører lidt hurtigere, og man er mere effektiv. Men nogle bliver så nervøse, at de kan få så voldsomme fysiske symptomer, at de for eksempel tænker, at de bliver nødt til at melde sig syge. De er bange for, at systemet bryder sammen på grund af overbelastning. Lige i øjeblikket føler de en enorm lettelse, men bagefter er det som at tisse i bukserne i frostvejr. Det luner lige et øjeblik, og så bliver det rigtig koldt. Bagefter følger problemerne og selvhadet. Hvis man så skal til sygeeksamen, har man ovenikøbet den ubehagelige erfaring i baghovedet, at sidste gang var man så nervøs, at man følte sig nødsaget til at melde afbud, og så er man havnet i en ond cirkel.
Hvordan bliver følelser, tanker og adfærd påvirket af præstationsangsten?
De fysiske symptomer er ofte voldsom hjertebanken, man rødmer og begynder at svede. Man kan også ryste på hænderne og benene – og måske også i stemmen. De fleste tror, at de bliver opfattet som inkompetente, fordi de er så nervøse, men det kan man ikke konkludere. Der er heller ingen sammenhæng mellem, hvor nervøse deltagerne oplever sig selv, og hvor nervøse tilhørerne oplever dem. Jeg har haft hundredvis af kursister til mine workshops, som alle er overbeviste om, at det er tydeligt for enhver, hvor nervøse de er, men i langt de fleste tilfælde gælder det ikke.
Psykolog Monica Tafdrup Notkin har skrevet håndbogen ’Få mod til at tale’.
Læs mere om bogen og hende her: www.korttidsterapi.dk/talerkursus.
Hvordan håndterer man bedst sin angst?
Vi kan ikke styre vores tanker, men vi kan styre, om vi tror på dem, eller om vi stiller spørgsmålstegn ved, om det nu kan være rigtigt.
Hvis man for eksempel tænker, at ”hvis jeg laver en fejl, bliver jeg fyret, for det er simpelthen for pinligt, at jeg ikke magter den her situation”, kan det være en god idé at skifte perspektiv. For hvis det nu er en kollega, der laver en fejl, kan man jo godt se, at det ikke er ensbetydende med, at vedkommende står til fyring. Det er afgørende at få korrigeret sine frygtfantasier i forhold til virkeligheden og øve sig i støttende tanker.
Tænk for eksempel på den situation, at du har et lille barn, der er ved at lære at gå. Første gang barnet giver slip, siger man jo ikke: ’Nu falder du, du er kluntet, du går grimt, du slår dig, du lærer aldrig at gå’. Hvis en mor sagde sådan, ville man sige, at hun var ondskabsfuld, men sådan er der mange, der taler til sig selv i stedet for at være støttende og opmuntrende.
Man skal også huske på, at der generelt er en enorm hjælpsomhed. Hvis man for eksempel går i stå, kan man fint sige: “Jeg tabte lige tråden, hvor kom jeg fra? Og så vil man helt sikkert få hjælp”.
Hvornår skal man søge professionel hjælp?
Hvis man begynder at undgå bestemte situationer og for eksempel melder sig syg, hvis man skal holde oplæg eller til eksamen, har man brug for hjælp. Når man bliver overmandet af katastrofetanker, som ’jeg dropper ud af studiet’, ’jeg bliver arbejdsløs’, eller ’jeg ender som posedame på strøget’, og forestiller sig en total social deroute, der går lige lukt ned i afgrunden, så har man brug for at få korrigeret sine tanker og for at lære at generere støttende tanker og få en mere realistisk virkelighedsopfattelse.
