Close

“Praktikken har gjort mig mere hooked”

Marianne Bom & Rie Jerichow, Publicér

Christian Bruun Dam Larsen
Diplomingeniørstudiet i kemi på Aalborg Universitet og i praktik hos Grundfos i Bjerringbro.

Fra sin arbejdsstation på Grundfos har Christian Bruun Dam Larsen kig ind til laboratoriet i baggrunden. Her databehandler han de resultater, han er nået frem til i samarbejde med en kollega. Privatfoto.

“Jeg er meget optaget af vandrensningsteknologier, som jeg på længere sigt gerne vil forske i. Da jeg snakkede med nogle medarbejdere fra Grundfos på DSE-messen og hørte, at de har en hel afdeling, der forsker i vandrensning, søgte jeg én af deres praktikantstillinger og fik den.

Her har jeg især arbejdet med elektrokoagulering af svovlbrinte i spildevand. Ved at koagulere svovlbrinten kan man nemlig nemt fjerne svovlbrinten gennem en filtrering. Svovlbrinte har den negative effekt, at det ‘ætser’ kloakrørene og giver en rigtig dårlig lugt for dem, der skal arbejde med det.

På Grundfos har jeg haft min egen arbejdsplads i laboratoriet til det eksperimentelle og en kontorplads, hvor jeg har databehandlet resultaterne bagefter.

Jeg har helt bestemt fået alt det ud af mit praktikophold, som jeg gerne ville. På Grundfos bliver praktikanterne behandlet godt. Vi er med til alle afdelingsmøder og andre møder på linje med almindeligt ansatte. Det har givet mig et godt indblik i, hvordan det er at være i en virksomhed, og det var hovedformålet for mig: hvordan er det egentlig at arbejde som ingeniør? Jeg kan kun sige, at det har gjort mig mere hooked, og det har været rigtig rart at få en forståelse for, hvad der venter bagefter.

Mit praktikophold har givet mig et netværk og en god fornemmelse for, hvor det måske vil være muligt at blive ansat, når jeg er færdig diplomingeniør til april. Ellers er det min plan at læse videre på kandidaten.”