Close

Studiejobbet banede vejen til det første job

Flere forskellige studiejobs banede vej til Catrines nuværende stilling i København.

Cathrine Gylling Jensen, der her er hos Geodatastyrelsen.

Det har nok været svært for Catrine G. Jensen at forestille sig, at hendes opgave med at lede efter vejskilte rundt omkring i Aalborg kommune, ville føre hende til København to år senere. Men ikke desto mindre er Catrine i dag super glad for, at hun en dag på sit studiejob i Aalborg skulle ud at finde skiltene, der viste hen til en nylig nedlagt forlystelsespark. “Der var ikke styr på, hvilke skilte der stod hvor i kommunen,” fortæller Catrine, der dermed fik tændt for sin interesse for registrering. Hun kørte ganske enkelt hele Aalborg rundt, fotograferede og registrerede skilte flere gange om ugen. Selvom arbejdet kunne blive trivielt, var det absolut også relevant for hendes studie, eftersom hun læste til landinspektør. Hendes passion for kortlægning førte til et andet studiejob i den nordjyske hovedstad, nemlig hos Geodatastyrelsen. Her sad Catrine et år med forskellige dataanalyser f.eks. om landmændenes randzoner, som var politisk sprængstof på det tidspunkt. Da den sidste eksamen på kandidatstudiet nærmede sig, blev hun opfordret til at søge en stilling i den del af styrelsen, der lå i København.

“Jeg var heldig at komme til samtale, og det var jo også rigtig fedt, at jeg allerede havde kendskab til styrelsen,” fortæller ­Catrine, der i dag har været ansat to år i Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering, der ligger i en anonym bygning i ­Københavns nordvestkvarter. “Jeg er glad for, at mit arbejde ligger i et andet kontor, end der hvor jeg havde haft studiejob,” fortsætter Catrine. Det er godt at skifte rolle – for som studiejobber har du ofte det rutineprægede arbejde, mens du som nyuddannet gerne vil være med til at definere opgaverne, planlægge og have overblik.

Navn: Catrine G. Jensen.
Alder: 26 år.
Studieretning: landinspektør, arealforvaltning.
Arbejdsplads: Akademisk medarbejder i ­Styrelsen for Dataforsyning og ­Effektivisering.

Erfaringer med studiejobs: Privatpraktiserende land­inspektør i sommerferien, for eksempel med udstykning af parcelhusgrunde, kursussekretær på Folkeuniversitetet i Aalborg og frivillig i Studenterhuset i Aalborg. Først to år med at stå i døren eller i baren, dernæst to år som bestyrelsesmedlem. ­Desuden formand for en volley­ball-afdeling i Aalborg Studenternes idrætsforening.
To år hos Aalborg kommune, by- og landskabsforvaltning samt et år hos ­Geodatastyrelsen.

De fagrelevante studiejob var med til at inspirere Catrine til sit eget speciale: “Mit studie var emneopdelt på bachelordelen, men det var først, da jeg fik studiejobbet i Aalborg kommunes by og landskabsforvaltning, at det gik op for mig, at kortlægning var interessant. Det var selvfølgelig en ret banal opgave at finde hvide skilte med blå skrift, men kortlægningen gav mig inspiration til andre problemstillinger, der er aktuelle i kommunerne.” Catrines erfaring blev en fordel for hende både i Geodatastyrelsen og i hendes nuværende arbejde, hvor hun kan trække på sin praktiske viden. “Da jeg selv har prøvet det rutineprægede arbejde, kan jeg være med til at optimere og effektivisere indsamlingen af data. Det er en lavpraktisk erfaring, jeg ikke havde fået på universitetet.”

Catrine har haft en del studiejobs: “Man skal jo ikke have et studiejob, men det er sjovt at prøve sig selv af.” Hun synes også, at hun har lært noget af at være frivillig – for eksempel som bestyrelsesmedlem i et studenterhus fik hun erfaringer med budgetlægning og medarbejderansvar. “Jeg har typisk været de enkelte steder i et par år, og det har været med til at indsnævre mit meget brede studium. Jeg fik et job i staten, fordi jeg synes, at det er spændende at være med til at tegne de store linjer inden for geodataområdet,” siger Catrine og nævner som eksempel, at hun lige nu arbejder med at gøre de mange kommunale og private forsyningsselskabers data sammenlignelige. “For eksempel er måling af vandforbrug i øjeblikket indberettet helt forskelligt. I én kommune opdeler man kunderne i A, B, C-kategorier, i andre kommuner hedder kunderne en talkode. De standardiseringer, vi arbejder med, har både politiske og praktiske mål, såsom at lægge op til øget konkurrence på priserne samt at spare tid i indberetningerne.”