Close

Virksomhederne er vilde med graduates

Et talentprogram kan være din vej til job og kan lære dig at tænke kommercielt.

Danfoss gør det. Grundfos, Hoffmann og Aalborg Portland gør det. Det samme gælder Danske Bank, NNIT og en masse andre virksomheder – de kører talentprogrammer, målrettet unge dimittender. Et graduateprogram er en mulighed for nyudklækkede kandidater, der kan se sig selv i et 1-2-årigt forløb i en større virksomhed.

Her får du mulighed for at komme rundt i virksomhedens forskellige afdelinger, også i udlandet. Internationale virksomheder gør rigtig meget ud af, at du også kommer på de udenlandske kontorer og får en global og tværgående forretningsforståelse.

“Mange virksomheder er vilde med graduates-programmer,” mener Jeanette Louise Rasmussen, der er business manager i rekrutteringsfirmaet Capax. “Det skyldes, at de skal tiltrække nye unge medarbejdere, fordi de har en stor andel af ældre medarbejdere, der måske snart forlader virksomheden. Så gælder det om at få deres viden overført til nye generationer af fagspecialister eller yngre medarbejdere, der kan tænke på tværs af organisationens opbygning og afdelinger.” Udover at sikre generationsskiftet er det lige så vigtigt for virksomhederne at få nye unge talenter ind med ny viden og nye kompetencer. Bare tænk på Mobile Pay – her er kendt viden blevet brugt til at produktudvikle og optimere pengeoverførsler mellem danskere.

Virksomheder søger bredt
Jeanette Louise Rasmussen synes ikke, at du som dimittend skal lade dig afskrække af de mange krav, der kan optræde i stillingsopslagene: “Virksomhederne er ikke altid klar over, hvilke behov der skal dækkes, så det er ikke altafgørende for dem om din uddannelse er fra en handelshøjskole, et it-universitet eller en teknisk uddannelsesinstitution.” Som ved ethvert andet jobopslag skal du også på graduate-opslag fokusere på de punkter, hvor du har nogle kvalifikationer at byde ind med: Har du nogle egenskaber, der kan være med til at bringe virksomheden ind i næste årti? Hvilke kompetencer har du, der kan hjælpe virksomheden med dets globale mindset?

“Som graduate lærer du at tænke forretning på tværs af de “siloer”, som de enkelte medarbejdere befinder sig i,” fortsætter Jeanette Louise Rasmussen og hentyder til, at man hurtigt som nyansat bliver adopteret ind i en afdelings måde at tænke på frem for at tænke på virksomheden som et samlet hele. I et graduate-forløb kommer du typisk mindst fire steder hen i en virksomhed i løbet af to år og får dermed en dyb forståelse for virksomhedens udfordringer, også i forskellige lande.

Hvor er de danske studerende?
Capax begyndte i 2016 at afholde såkaldte graduate-camps i samarbejde med DSE og vil gerne slå et slag for, at flere danske studerende tør hoppe med på vognen. Jeanette Louise Rasmussen oplever, at det i høj grad er de udenlandske studerende i Danmark, der gerne vil være graduates. Der er desuden en mere indarbejdet tradition på de karriereorienterede uddannelser som CBS og andre managementuddannelser for at søge ind i forretningsverdenen.

“Som ingeniør kan du selvfølgelig spørge, hvorfor du nu skal lade dig uddanne i en virksomhed, når du allerede har taget en uddannelse på tre eller fem år? Til det vil jeg sige, at et graduateprogram er en unik mulighed for at bliver nurset som ny medarbejder og få et helikopterperspektiv på virksomheden. Du får en mentor, en udviklingsplan OG du får løn og som regel også jobgaranti med i købet! Du kan faktisk betragte det som en gave med stor faglig og personlig udvikling til følge.”

Jeanette Louise Rasmussen fremhæver også, at du helt automatisk får et stort netværk i kraft af, at du kommer rundt i virksomheden. Omvendt vil Jeanette heller ikke stikke dig blår i øjnene; så selvom alle kan søge et graduateprogram, er det ikke alle, der bliver optaget. Gode karakterer og en klar motivation for, hvad du kan hjælpe virksomheden med, hjælper selvfølgelig gevaldigt på dine chancer.

“Virksomhederne bruger efterhånden lang tid på at udvælge de rigtige kandidater. Det er et plus, hvis du har været i udlandet under dine studier, så du demonstrere mobilitet og kulturelt udsyn. Kan du fortælle, at du har arbejdet sammen med mennesker fra andre kulturer, er det også et plus. Din motivation skal selvfølgelig være ærligt ment, og du SKAL træne præsentationsteknik. Dem, der vinder indpas i fremtidens arbejdsmarked er dem, der kan formidle den viden, der måske ikke er så nem at forstå. Jeg mener, at det er et spørgsmål om træning – det er ikke noget, der er forbeholdt de udadvendte. Du kan sagtens være introvert og formidle din tekniske viden, det skal simpelthen trænes!”

Capax og DSE afholdte graduates-camps i henholdsvis Aalborg i efteråret 2017 og i Lyngby i foråret 2018.